• Zelenskyj: Scholz' opkald til Putin åbner Pandoras æske

    Source: BDK Borsnyt / 15 Nov 2024 13:26:40   America/Chicago

    Det åbner en Pandoras æske, at den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, fredag har talt i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X. Scholz opfordrede Putin til at indlede samtaler med Kyiv, der kunne bane vejen for en "retfærdig og varig fred". Det er de to lederes første samtale siden december 2022. - Olafs opkald er efter min mening en Pandoras æske. Nu kan der komme andre samtaler, andre opkald. Bare en masse ord, siger Zelenskyj. - Det er præcis, hvad Putin længe har ønsket. Den ukrainske præsident holder fast i, at der ikke vil komme noget ud af at tale med Putin. Det vil kun gavne ham selv, mener Zelenskyj. - Det er ekstremt vigtigt for ham at komme ud af sin isolation og føre almindelige forhandlinger, der ikke vil lede til noget som helst. Zelenskyj tilføjer, at Rusland gentagne gange har brugt forhandlinger til at fremme sine egne interesser på Ukraines bekostning. Han henviser til de talrige forhandlingsrunder med russisk-støttede grupper om den konflikt, der brød ud i det østlige Ukraine i 2014. - Det gav Rusland mulighed for ikke at ændre noget i sin politik, ikke at gøre noget i virkeligheden. Det førte i sidste ende til denne krig, siger han i sin aftentale. Ukraine mener, at Rusland ikke er interesseret i reelt at forhandle en afslutning på krigen. Inden der kan indgås en våbenhvile, har Zelenskyj desuden krævet solide sikkerhedsgarantier for, at der ikke kommer en ny russisk offensiv. Under den en time lange telefonsamtale med Putin krævede Scholz, at russiske styrker trækkes ud af Ukraine. Han bekræftede Tysklands fortsatte støtte til Ukraine, siger en talsmand for den tyske regering. Zelenskyj blev på forhånd informeret om opkaldet og advarede Scholz mod at ringe til Putin, siger en kilde i Zelenskyjs stab. Tyskland er en vigtig økonomisk støtte for Ukraine og landets største leverandør af våben efter USA. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/zelenskyj-scholz-opkald-til-putin-aabner-pandoras-aeske
Share on,